Viborg Domkirke set fra en flot blomstrende Latinerhave. Foto: Charlotte Kastbjerg

Latinerhaven

En adelig skandale og et lille lysthus

I Domkirkepladsens udkant ligger Latinerhaven som en lille perle i det gamle Domkirkekvarter. 

Indtil 1726 lå her fire store adelsgårde, og det var lige her, virkelighedens Marie Grubbe blev fanget med sin elsker til stor skandale for resten af adelen. Historien om Marie Grubbe har inspireret forfattere som St. St. Blicher, I. P. Jacobsen, H. C. Andersen og i nyere tid Lone Hørslev. 

Under Viborgs store bybrand brændte de fire adelsgårde, og de blev aldrig genopbygget. Efter at brandtomten havde ligget øde i flere årtier, overtog latinskolen i 1760 grunden og etablerede en nyttehave til skolens lærere. Nogle årtier senere blev det fine, lille havehus Rektors Lysthus tilføjet. 

Udover de mange forskellige blomster og urter, som stadig dyrkes i haven, er der mange fine detaljer at gå på opdagelse efter. Som for eksempel den gamle løvebrønd eller mindesmærkerne for digteren Steen Steensen Blicher og den berømte ornitolog H. Chr. C. Mortensen, også kendt som Fugle-Mortensen.
Haven har siden 1928 været åben for offentligheden under navnet Latinerhaven.