Nytorv
Viborg midtby gemmer på mange hyggelige torve, men Nytorv er nu alligevel noget ganske særligt. Stedet har nemlig været vidne til afgørende begivenheder i Viborgs og hele Danmarks historie.
På ordre fra Frederik 2. blev Nytorv anlagt for at skabe de perfekte rammer for hans søn prins Christian – den senere Christian 4.’s – kongehyldning i 1584. I alt deltog over 1.500 betydningsfulde folk fra hele landet i en fest, hvis lige Viborg aldrig havde set.
Udover at være kongehyldningssted fungerede Nytorv også som byens markedsplads – også under det store og vigtige Snapstingsmarked. Markedet var en vigtig del af byens liv helt frem til 1992, og efter flere årtiers pause er det nu igen muligt at opleve markedets liv og stemning på Nytorv.
En fin detalje er den gamle nulkilometersten midt på torvet. Stenen stammer tilbage fra starten af 1900-tallet, da man skulle opmåle de danske landeveje efter det nye metersystem. Stenen markerer Nytorv som byens nulpunkt, hvorfra alle afstande fra Viborg er målt.
Der er torvedag på Nytorv hver lørdag kl. 10-14 fra april til og med december. I december transformeres torvet til en juleoase, når 'Jul i Viborg' lyser hele Viborg Midtby op med udsmykning, julemarked, aktiviteter og events.